Fra Victorville, Californien, til Ash Fork på I40, Arizona
22. august 1977
Afgang kl. 8.19 am. Ankomst kl. 5.00 pm. - 379 miles
Skiltet står på hovedgaden i Victorville: Historic
Route 66 .
Har gransket kortet i flere dage nu. Og det er med stor nysgerrighed
og lidt spænding i maven at vi begiver os af sted. Det var denne
vej, John Steinbeck skrev om i Vredens Druer, og vi sidder da også
og lytter til Bruce Springsteens sang om Tom Joad, mens vi ruller af sted
i den tidlige morgensol. Og vi er på vej ud i Mojave ørkenen.
Vore amerikanske venner har underholdt os med al det vand, vi bør
tage med, hvor farligt og øde det er at køre her, vi skal
huske at have tanket op osv. osv. Så vi har tanken fuld, og køleren
fyldt op med øl og cola. Ikke bilens køler forstås.
Siden vores vandretur ned i Grand Canyon, hvor vi slæbte 10 liter
lunken vand på vores svedige skuldre, har vi nægtet at vores
væskebehov skal dækkes af lunken vand.
Det går fint. Her er selvfølgelig meget varmt – nøjagtig
108 grader F - og meget øde, men vejen er ganske velholdt. Her er
udtørrede flodlejer og sparsomme ørkenplanter, og vi kører
af sted langs det gamle Union Pacific/Santa Fe jernbanespor.
I Ludlow går det galt. Vejen er pludselig lukket, uden
at det er skiltet, og vi må vende om. Selvom det er noget Mogens
aldrig gør. Her var der bare ikke mere vej. Alligevel lykkedes det
os at komme ind på en eller anden højnummervej – jo højere
nummer, desto mindre vej – og det lykkedes os at komme tilbage til Route
66 igen. Vi kørte altså ikke tilbage – blot en lidt
anden vej. Og det er vigtigt, for som Mogens siger: der er ingen grund
til at køre tilbage af den samme vej, der vil altid være en
vej der fører hen til den rigtige kurs. Indianerne siger: All roads
are good. Jeg tror, de siger det samme. Og er lige stædige.
Men det var vigtigt for os at komme ud på Route 66 igen,
for det er nemlig nu, at stedet kommer, hvor filmen Bagdad Cafe blev optaget.
Cafeen lå ved Siberia, i fordums tid en by, nu kun to huse, og den
var fuldstændig som på filmen – udvendig og indvendig, for
vi var selvfølgelig inde for at få en kop kaffe. De bad os
om at skrive i gæstebogen for udlændinge. Bogen startede den
20/6-97, men var allerede godt fuld med lange fortællinger fra europæiske
turister. Vi fandt ingen danske. Så vi berigede den med et par danske
guldkorn. Nogle miles længere fremme kørte vi forbi Bagdad.
”Udtørret sø” stod der på kortet. Og det var jo rigtigt
nok. Der var simpelt hen INTET. Udover lavakratere og en hed varmedis over
det golde landskab. Vi må hjem og se den film igen. Vi kunne lige
forestille os hovedpersonen, Marianne Segebrandt, vandre hen ad vejen med
sin kuffert. Der var over 40 graders varme og nul skygge.
Vi havde planlagt at overnatte i Needles. En oase i ørkenen
med store skyggefulde pladser og swimmingpool, var der reklameret med.
Vi ankom ved 1-tiden i 108 grades F varme = 42° C. Selvom det var en
meget smuk campingplads med et fint overdækket, ”revet sandbed” til
teltet, en masse flotte kaktusser og en indbydende swimmingpool, blev vi
nødt til at takke nej og køre videre for at overleve. Over
en burger i den nærmeste Burger King – de findes også i ørkenen
– fik vi modet tilbage igen. Det var så varmt, at Mogens brændte
fingrene på trykknaptelefonen, da han ringede hjem til Morten – blot
for at få at vide, at vi har tabt 4-1 til FCK.
Vi er nu på vej ind i Arizona ad snævre bjergveje,
ofte grusveje uden særlig afskærmning. Her er meget smukt.
Alligevel holder jeg godt fast i armlænene, hver gang vi runder det
næste hjørne. Det må have været svært at
køre på disse bjergveje i gamle dage. En fortælling
siger, at man kun kunne krydse bjergene her mellem Topock og Oatman den
ene vej. Skulle man den anden vej, måtte man køre i bakgear
og altså baglæns hele vejen. Det lyder rimeligt nok. Vi mødte
også en camper. Gad vide, hvad den gjorde der, til trods for at der
havde været advarselsskilte for campere, ja og vist også for
personbiler!
Pludselig og uden varsel befinder vi os i en ejendommelig turistby,
Oatman, fuld af mennesker, æsler på vejen og en masse souvenirforretninger.
Her er også et gammelt hotel, som reklamerer med, at det var her
Clark Gable og Carole Lombard holdt deres honey-moon. Vi havde ikke lyst
til at stoppe.
Strækningen kaldes også for Guldruten. Vi kørte forbi
mange nedlagte miner. Et sted stod der meget uvenligt, at man kunne bare
lige prøve at stoppe de næste 2½ miles, for nu var
det altså privat grund, man kørte på. Det var en guldmine,
der så ud til stadig at være i brug. Vi havde heller ikke lyst
til at stoppe her.
Efter begivenhedsrige 379 miles slutter dagsturen i Ash Fork.
Vi var trætte, mættede af indtryk og nærmest lykkelige,
og det var en velsignelse at plumpe ned i swimmingpoolens lunkne vand.
Vi er blevet gode til at sove på jorden.
|